Det var åbenbart dét, der skulle til. En tætpakket torsdag med svømmehalstur, artikel skrivning, en tur i biografen og se ’familien jul’ med min store søn og en akut trang til at lave rodfrugtsuppe, ordne alt vasketøj og give børnene bad – på én gang. Min lige pige forstod mit vink med vognstangen, og så gav hun los. Smerter jeg havde glemt var så overvældende. Dufte, lyde, tanker og fagtermer, der var forunderligt velkendte. Og en fødsel der alligevel var helt sin egen, helt speciel og lige så hård som den var vidunderlig. I gennem de ni timer, vi var i gang, havde jeg ét mantra, jeg gentog for mig selv: ’Bliv i det’. For hvert sekund virkede uendeligt flygtigt og alt for langstrakt på samme tid. Og jeg var så bange for, at jeg ville sjuske med min sidste fødselsoplevelse og glemme en detalje, der nu, fire dage senere allerede forekommer langt væk.
Intet kan sætte verden på lydløs, som ankomsten af et barn. Alt andet synes uvæsentligt. Vi bliver fastholdt i det nu, vi bruger hverdagen på at jagte. Det kræver de af os, de helt små mennesker, og vi elsker dem for det. Og da vi om aftenen skålede i champagne med familien, der var sushi og nødder og vindruer og fyldt chokolade på bordet, store armbevægelser og våde øjne, var der også ro. Jeg kunne trykke på mute-knappen ved bare at slå blikket ned på min lille dejlige datter. Hun skreg højt inden, at jordemoderen havde fået hende ud af mit liv; nu skaber hun en salig ro over hele familien. Jeg troede, jeg vidste hvor stort det ville blive. At få et tredje barn. Jeg havde ingen anelse. Alt er ændret og præcis som det altid har skullet være – og jeg kan kun sige tak.