Jeg tror, mere end på noget andet, på timing. Skæbne, forsyn og hvad der ellers er af begreber for, hvad der bestemmer vores livsbane, er for mig en slags hovedpuder, der fratager os handlerum, ansvar, fri vilje. Men timing. Vi er aldrig sikre på, hvordan vores livs ligning vil gå op – men hvor er det dog bare afgørende, at vores timing er rigtigt afstemt.
Min mand og jeg har tit talt om, at havde vi mødt hinanden bare to år før eller to år senere, havde vores liv og verden slet ikke passet sammen. Og selvom jeg (i princippet) gerne ville have børn fra jeg rundede de 20, er jeg i dag lykkelig for, at jeg var voksen, uddannet, gennemfestet og noget der mindede om moden, da jeg som 29 årig fik mit første barn.
For nylig fik jeg en ret hyggelig mail fra en bloglæser, som jeg har gået i folkeskolen med, men som jeg siden kun har kendt perifert gennem Facebooks filter. Vi er jævnaldrende, har begge to små sønner og nu ville hun så vide, hvornår jeg ville anbefale hende at få barn nummer tre. Jeg er meget charmeret af spørgsmålet og tilliden til min dømmekraft. Sandheden er bare den, at jeg er helt ude af stand til at give et sådant råd.
Vi ved slet ikke, hvad vi har kastet os ud. Vi har valgt at lytte til den timing vores kommende datter valgte for os, og vi satser på, at hun er klogere end os. Men jeg kan ikke anbefale at få tre børn; jeg kan ikke en gang anbefale at få et. Det er nemlig aldrig praktisk, nemt eller garanteret lykkeligt at få et barn eller flere. Det er helt sikkert dyrt, krævende og tidsslugende. I mine øjne skal man kun få børn, fordi man ikke kan lade være.
Jeg har læst flere nybagte mødre skrive, at da de fik børn, fik livet pludselig mening. Jeg er ikke enig. Mit liv havde rigeligt med mening, indhold, glæde og lykke inden jeg fik børn. Men mit liv har bestemt fået en anden mening med hvert lille menneske, der er kommet til. Jeg elsker mit liv som mor, jeg elsker at have en lille familie og jeg elsker at have en hverdag fyldt med rutiner, vasketøj, våde børnekys og nullermænd i krogene. Familielivet har givet mig et helt nyt tidsperspektiv, hvor timerne er kostbare og minutter kan være lange. Børnenes larm har givet mig ro til at sige fra og skelne mellem hvad der vigtigt (sommerfest i vuggestuen) og knap så vigtigt (cocktails på hipsterbar). Forældreansvaret har knyttet mig tættere til børnenes far end en ring på fingeren nogensinde kan det – det har gjort os nyforelskede men også gensidigt afhængige.
Så til dig, kære bloglæser, der overvejer at få et tredje barn: tro på timing eller lad være, men tro ikke at det bliver nemmere eller mere meningsfyldt hvis I springer ud i endnu et barn. Til gengæld er jeg ret sikker på, at det aldrig bliver kedeligt med en søskende flok på tre – og jeg slet ikke i tvivl om, at man aldrig fortryder et barn.