Jeg er her. Nu. I Frankrig med børn og sol og tid. Tid til morgener, hvor der skal hoppes i poolen inden klokken er ni, og hvor man godt må spise chokoladecroissant før grovbrød. Løbeturen i Frederiksberg Have er udskiftet med landevej, der kun er befolket af dovne køer og søvnige arbejdsmænd, der kører Renault eller Peugeot. En enkelt i dueblå Citroën 2CV med lad og rustpletter.
Jeg kunne slet ikke se os nå hertil. Slet ikke. Men april kom og gik, og fik os op i gear på en måde, vi ikke har været før. Det var en stor ting at opleve, hvordan vores lille familie kan rykke sammen og hjælpe hinanden, så tingene kunne ske. Og det var enestående at mærke hvordan bedsteforældre og nære venner stod på spring for at hjælpe os, så enderne kunne mødes – og vi kunne rejse på barselsophold til Frankrig med en hel koloni af flueben på dosmersedlen.
Nu er det tid til at synke ned i tiden. Min mand og jeg skal begge arbejde en smule hernede fra, men vi skal mest af alt være en familie uden bagkant og hverdagslogistik. Jeg har selvfølgelig en bunke projekter med, som jeg gerne vil realisere. Ellers var jeg vist ikke mig. To er af skrivemæssig karakter, et der vedrører alfabetet og min ældste søn, et mindste-medlem, der skal til at spise grød; og et mellembarn, der muligvis skal smide bleen (han er ikke overbevist – endnu).
Og så har jeg en optimistisk, svulmende stor stak bøger med, som jeg glæder mig til at dykke ned i – og rapportere om her. Og en ligeså vigtig bunke kogebøger, der skal gouteres og glæde vores gæster.
Frankrig er min i to måneder; det skal nydes.